Kanin i ASR 2026

13. maj 2026 08:43 , af Rasmus Laustrup

Kære Kanin i ASR 2026 

 

Instruktionen i Aarhus Studenter Roklub er godt i gang, nogle af jer har allerede fået roret, og det er virkelig dejligt, at vi har så mange engagerede nye medlemmer! 
 
Der er rigtig meget ny information, når man starter i en roklub – og nogle ting, der er meget vigtige, at man husker, for at vi alle kan få den bedste ro-oplevelse. Derfor har vi samlet noget af den vigtigste information til jer her – en del af det ved du sikkert i forvejen, men læs det lige alligevel J 
 

  • Gode ting at have med på en rotur er bl.a.: Ekstra tøj (vejret kan hurtigt skifte på vandet), solcreme, solbriller, vandflaske og en snack, f.eks. en muslibar. 
  • Alt i ASR er baseret på frivillige kræfter, så alle skal give en hånd med – også dig. Du sørger selvfølgelig altid for at rydde op efter dig selv, og derudover kan man jo give en hånd med f.eks. at vaske viskestykker, tørre bordene af, støvsuge eller rydde op, meld dig ind i et at vores hyggelige udvalg (se listen på opslagstavlen), kom til husklargøring osv. ­- og spring generelt på tjanserne, når der bliver efterspurgt hjælp. 
  • Uanset om det er instruktion eller fællesroning, så kom til tiden! Til instruktion og fællesroning bliver bådene sat på klokkeslæt, så hvis du ikke er der til tiden, kommer du ikke med. Respekter ligeledes mødetidspunkterne for dine roaftaler – dine klubkammerater har sat tid af til at ro med dig! 
  • Det gælder selvfølgelig også, at man naturligvis kommer til sine roaftaler – ellers kan resten af båden jo ikke komme afsted. Medmindre andet aftales, er det dit eget ansvar at finde en afløser, hvis du bliver forhindret.  
  • Efter en rotur bliver alle og hjælper med at få båden rengjort og sat på plads. 
  • Instruktørerne og din Buddy hjælper selvfølgelig alt, hvad de kan, for at du får en god opstart i klubben, men det er vigtigt også selv at være opsøgende for at få en masse gode ro-oplevelser. Jo mere man giver, desto mere får man igen.  
  • Sørg for at deltage i de sociale arrangementer, så du lærer de andre medlemmer at kende – det gør det bare meget sjovere! :D Der er bl.a. snart Kaningrill d. 27. maj (tilmelding på rokort) med den efterfølgende Kaninfesten, som bliver arrangeret af dig og dine medkaniner. 
  • Vær ikke bleg for at spørge instruktørerne, ”de gamle” medlemmer eller på denne mail, hvis der er noget, du er i tvivl om. Der er ingen dumme spørgsmål.  

På vegne af Aarhus Studenter Roklub