Der kan stemmes For, Imod, eller Blankt til følgende forslag:
_____________________________________________________________________________
ASR tilslutter sig det nuværende projekt om genhusning med ARA på Den Blå Foreningsø. Bestyrelsen gives mandat til at udføre det nødvendige arbejde frem mod genhusning, herunder at forhandle, godkende og indgå de økonomiske, juridiske og organisatoriske aftaler, der er nødvendige for projektets gennemførelse.
Hvis forslaget ikke vedtages, indstiller bestyrelsen arbejdet med genhusning og arbejder i stedet for at ASR forbliver på Fiskerivej 7.
_____________________________________________________________________________
Note: På grund af den langvarige genhusningsproces er det nødvendigt, at der ved afstemningen gives en klar tilkendegivelse af, om klubben ønsker at arbejde videre mod genhusning. Et uklart mandat vil i praksis betyde, at kommunen og havnen går videre med ARA uden ASR. Samtidig kan en længere periode uden en klar beslutning begrænse mulighederne for at planlægge og finansiere nødvendige forbedringer på Fiskerivej 7.
Medlemmerne opfordres derfor til at vurdere de to hovedmuligheder ud fra deres samlede konsekvenser og den overordnede retning for klubbens fremtid. Diskussionen bør give plads til relevante spørgsmål og væsentlig kritik, men samtidig være rettet mod de forhold, der har betydning for det grundlæggende valg: om klubbens aktiviteter, fællesskab og identitet bedst understøttes ved at blive på Fiskerivej 7 eller ved at flytte til nye, fælles faciliteter.
Resultatet af afstemningen meddeles til kommunen og havnen dagen efter generalforsamlingen.
Herunder følger et beslutningsgrundlag udarbejdet af bestyrelsen.
Mulighed 1: Bestyrelsen arbejder helhjertet mod Genhusning
Positive konsekvenser ved genhusning
Klubben har aldrig været længere i genhusningsprocessen end nu. Der er etableret en løbende dialog med både ARA og kommunen, og der foreligger et gennemarbejdet projekt, som der er brugt omkring et år med arkitektbistand på at udvikle. Kommunen har allerede bevilget 5 mio. kr. til projektet. Genhusning vurderes samtidig at være klubbens mest realistiske mulighed for at få et nyt og større klubhus. Sport og Fritid samt havnemesteren vurderer, at klubben ikke vil kunne udvide væsentligt på Fiskerivej 7, selv om de eksisterende faciliteter kan renoveres (det kan dog ikke udelukkes, at der kan opnås tilladelse til at opføre nye bygninger svarende til det nuværende klubhus i størrelse).
En vellykket genhusning vil sikre klubben faciliteter mange år frem. Havnen har samtidig tilkendegivet, at der ikke kan forventes at komme en tilsvarende mulighed senere. Hvis klubben afslår den nuværende mulighed, vil havnen og kommunen gå videre med at finde en løsning for ARA på opfyldningen. Klubben kan derfor ikke forvente, at genhusningsspørgsmålet kan genoptages om eksempelvis fem eller ti år.
Et nyt klubhus vil give moderne og mere tidssvarende faciliteter. Det vil blandt andet kunne skabe bedre rammer for ergometer- og styrketræning på havnen og dermed potentielt tiltrække flere medlemmer. Nye rammer vil desuden kunne reducere de frustrationer, der i dag opstår som følge af midlertidige eller utilstrækkelige løsninger. Klubben vil eksempelvis kunne få mere plads til både og et velegnet område til ergometre og lokaler, hvor flere aktiviteter kan foregå samtidigt. Det vil mindske behovet for løbende at flytte både, borde og andet udstyr for at skabe plads til arrangementer. Projektet omfatter også bedre faciliteter til vedligeholdelse af materiellet. Et forbedret værksted med blandt andet en opvarmet lakhal vil gøre vinterklargøring og løbende vedligeholdelse lettere. En ny bådhal vil kunne indrettes med hejsesystemer, som reducerer antallet af tunge løft. Flere broer ved vandet og et skråt slæbested vil desuden kunne gøre søsætning, optagning og vask af både lettere. Da faciliteterne vil være nye, må behovet for større vedligeholdelsesarbejde forventes at være begrænset i de første mange år.
De større rammer vil samtidig give bedre muligheder for sociale arrangementer og nye aktiviteter, eksempelvis rospinning. Flere opholdsarealer og lokaler vil gøre det muligt at afholde forskellige aktiviteter samtidigt, såsom et bestyrelsesmøde og en medlemsaktivitet. At have dedikerede områder til sociale arrangementer, mindsker besværet med f.eks. at flytte både før og efter fester. Nye og mere tidssvarende faciliteter kan desuden gøre klubben mere attraktiv for både nuværende og potentielle medlemmer.
En samlokalisering med ARA kan skabe mere liv i huset og give anledning til nye samarbejder og synergier mellem klubberne. Det kan eksempelvis blive muligt at deles om et større samlet antal både og dermed på længere sigt mindske presset for at købe nyt materiel. Den nye placering vil også gøre klubben mere synlig i havnemiljøet. Placeringen vurderes desuden at være attraktiv og mindre præget af trafik end den nuværende (dog ikke af havnemesteren, der foretrækker at forbliver på Fiskerivej 7 grundet sikkerhed i havneløbet).
Negative konsekvenser ved genhusning
Genhusningsprojektet er omfattende og dyrt. Det er foreløbigt projekteret til omkring 35 mio. kr., og realiseringen vil derfor kræve et betydeligt arbejde med finansiering og fondssøgning. Der må samtidig forventes en lang og ressourcekrævende projekterings- og byggeproces. Havnemesteren har desuden af sikkerhedsmæssige årsager udtrykt en præference for, at roklubberne ikke placeres på opfyldningen, da aktiviteterne her i højere grad kan komme i konflikt med den øvrige havnetrafik.
Ifølge genhusningsudvalgets beregninger vil den større bygning medføre øgede driftsomkostninger over tid. Det vil føre til en stigning i medlemskontingentet, og man kunne være bekymret for om klubbens økonomi og medlemmer kan bære de løbende udgifter.
En flytning vil indebære, at klubben skal dele bygninger og en række faciliteter med ARA og dermed ikke længere vil være ene om at fastlægge rammerne i huset. Det vil kræve klare aftaler om ejerskab, drift, beslutningskompetence og brugen af fællesarealer. Større sociale arrangementer og andre aktiviteter vil skulle koordineres gennem en fælles kalender, og klubberne skal udvikle en fælles kultur og praktiske samarbejdsformer. Der er derfor en reel usikkerhed om, hvordan samarbejdet med ARA vil fungere i dagligdagen og på længere sigt.
Der er også bekymring for, at flytningen kan medføre et identitetstab. Klubben vil miste den nuværende gårdsplads, som danner ramme om mange sociale aktiviteter, samt en række historiske og kulturelle elementer knyttet til det eksisterende klubhus. Et nyt hus kan risikere at få et mere klinisk og upersonligt udtryk, særligt hvis medlemmerne bliver tilbageholdende med at sætte deres eget præg på bygningen. Der vil derfor skulle arbejdes aktivt med at overføre klubbens historie, identitet og sociale kultur til det nye hus.
ASR har i dag generelt bedre faciliteter end ARA og har derfor ikke det samme umiddelbare behov for at flytte. De nuværende rammer fungerer på mange områder tilfredsstillende, og klubben ligger tæt på slæbestedet. Genhusningen indebærer således, at ASR skal opgive faciliteter, som trods deres alder har charme, fungerer i dagligdagen og er tæt knyttet til klubbens historie og identitet.
Endelig vil processen kræve en betydelig frivillig indsats og velfungerende samarbejde med ARA. Der skal gennemføres fondssøgning, udvikles en egentlig bygherreorganisation og træffes mange tekniske, økonomiske og juridiske beslutninger. Hvis klubben ikke har tilstrækkelige frivillige ressourcer til at løfte disse opgaver, kan det blive nødvendigt at købe professionel bistand, som vil medføre yderligere udgifter.
Næste skridt for genhusning:
Bestyrelsen har været i dialog med støtteforeningen og kommunen. På den baggrund er det vurderet, at det videre arbejde med genhusning forudsætter en revision af vedtægterne for den fælles foreningskonstruktion med ARA. De reviderede vedtægter skal blandt andet skabe klare rammer for ejerskab, beslutningskompetence og projektstyring under byggeprocessen, og i mindre grad være fokuserede på driften af huset når det står færdigt. Der skal desuden tages stilling til, hvor stor en del af ASR’s midler i støtteforeningen der skal overføres til den fælles forening, og hvornår en sådan overførsel i givet fald skal finde sted.
Møder med Kommunen har afklaret at genhusningsprojektet ikke kan komme videre uden et økonomisk bidrag fra støtteforeningen til den fælles forening. Bestyrelsen vil derfor arbejde for en model, hvor klubberne indskyder lige store beløb, så ARA ikke opnår en økonomisk fordel på ASR’s bekostning. Når vedtægterne og principperne for overførsel af midler er afklaret, kan fondssøgningen genoptages.
For at sikre et juridisk robust grundlag vil bestyrelsen arbejde for at en uafhængig jurist blive inddraget i vedtægtsrevisionen. Juristen skal gennemgå klubbernes mål og ønsker, stille kritiske spørgsmål til den foreslåede konstruktion og bistå med at formulere de konkrete vedtægtsbestemmelser. Formålet er at sikre, at aftalerne beskytter klubbens økonomi, indflydelse og identitet både under byggeprocessen og i den efterfølgende drift af det fælles klubhus.
Mulighed 2: Bestyrelsen arbejder helhjertet mod at blive på Fiskerivej 7
Positive konsekvenser:
Ved at blive på Fiskerivej 7 bevarer klubben nogle rammer, som medlemmerne kender og generelt er glade for. Klubben vil fortsat være herre i eget hus og kan selv træffe beslutninger om faciliteter, aktiviteter og daglig drift uden at skulle koordinere med en anden klub. Der undgås desuden usikkerheder forbundet med samarbejde med ARA samt bygherreproces og projekteret økonomi til et tocifret millionbeløb. Den nuværende placering er tæt forbundet med klubbens historie og identitet og har gennem mange årtier været en fast del af by- og havnemiljøet. Gårdspladsen bidrager samtidig til en intim og hyggelig atmosfære og danner ramme om en væsentlig del af klubbens sociale liv.
Havnemesteren og kommunen har udvist forståelse for og støtte til, at klubben kan blive på den nuværende adresse. En beslutning om at blive vil give mulighed for at planlægge mere langsigtet og målrettet med henblik på at forbedre faciliteterne. Hidtil er større investeringer og renoveringer løbende blevet udskudt, fordi klubben har forventet at skulle flytte en dag. Hvis beslutningen om at blive træffes, kan der udarbejdes en samlet og prioriteret plan for vedligeholdelse, renovering og nybyggeri. Der er mulighed for at forbedre f.eks. bådhåndteringen inden for de eksisterende rammer (se bilag 5).
Negative konsekvenser:
Hvis klubben vælger at blive på Fiskerivej 7, må det forventes at muligheden for genhusning på opfyldningen bortfalder. Klubben har aldrig været længere i genhusningsprocessen end nu, og et nej vil betyde, at kommunen og havnen går videre med at finde en løsning for ARA uden ASR. Havnen har udtrykkeligt tilkendegivet, at der ikke er flere byggegrunde til rådighed, og at klubben derfor ikke kan regne med at få tilbudt en ny placering om fem eller ti år. Beslutningen om at blive skal derfor træffes med udgangspunkt i, at den i praksis kan blive permanent.
De nuværende bygninger har et betydeligt vedligeholdelses- og renoveringsbehov. Større arbejder er gennem en årrække blevet nedprioriteret på grund af forventningen om en kommende flytning. Klubben må derfor forvente omfattende og potentielt dyre investeringer i de kommende år. Arbejderne kan forstyrre den daglige drift og medføre længere perioder med byggerod og begrænset adgang til dele af faciliteterne. De øgede udgifter forventes at medføre en forhøjelse af medlemskontingentet i en størrelse der minder om den for genhusning. Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at vurdere det fulde omfang og den samlede pris for de nødvendige renoveringer. Bygningerne kræver allerede løbende vedligeholdelse, og problemer med blandt andet skadedyr illustrerer deres sårbarhed. Større vedligeholdsposter inkluderer den dårlige stand af den store bådhal, og råd i soklen i klubhuset. Selv om et nybyggeri også vil kræve vedligeholdelse, må der forventes et større og mere uforudsigeligt vedligeholdelsesbehov på Fiskerivej 7. Klubben vil derfor fortsat skulle søge fondsmidler og afsætte betydelige ressourcer til vedligeholdelse og fornyelse.
Placeringen rummer samtidig begrænsede muligheder for at udvide. Det kan blive vanskeligt at skabe plads til nye aktiviteter eller udvide bådparken væsentligt. Selv hvis de eksisterende faciliteter renoveres, vil klubben derfor fortsat være underlagt de nuværende fysiske begrænsninger. Arbejdet med at renovere og udvikle Fiskerivej 7 vil ligesom genhusningsprojektet kræve en betydelig og vedvarende frivillig indsats. Der skal etableres arbejdsgrupper, søges fonde, gennemføres projektering og varetages en bygherrerolle til for eksempel opførelsen af en ny bådhal. At blive på den nuværende adresse er derfor ikke et valg uden større arbejdsbyrde eller økonomiske konsekvenser. Da kommunen fortsætter projektet på Den Blå Foreningsø med ARA, kan der opstå en situation hvor ASR og ARA konkurrerer om at opnå de samme fondsmidler.
Næste skridt for Fiskerivej 7:
En beslutning om at blive på Fiskerivej 7 skal følges af en samlet plan for renovering og udvikling af de nuværende faciliteter med udarbejdelse af en prioriteret og langsigtet investeringsplan. Der skal samtidig indledes dialog med kommunen om, hvilke ombygninger, udvidelser og nybyggerier der kan opnås tilladelse til.
Det mest presserende projekt vil være en afklaring af mulighederne for en ny bådhal. Da byggeriet af broen over banelegemet forventes påbegyndt ultimo 2027, skal processen sættes i gang hurtigt, hvis bådhalprojektet skal koordineres med brobyggeriet. Klubben bør derfor snarest søge anlægspuljen om støtte til projektering. Herefter kan der søges fondsmidler til selve byggeriet, samtidig med at mulighederne for egenfinansiering og et eventuelt kommunegaranteret lån undersøges. Det bør desuden afklares, om broprojektet kan betale for hele eller dele af nedrivningen af den eksisterende bådhal.
Der skal også indledes dialog med støtteforeningen om, hvorvidt og hvordan dens midler kan anvendes til renovering og udvikling af faciliteterne, jf. støtteforeningens vedtægt 7.2. Som led i dette arbejde kan der undersøges mulighed for en langsigtet opsparings- og investeringsaftale, som sikrer midler til kommende større arbejder. En sådan aftale bør indgå i en samlet økonomisk plan, der viser forventede investeringer, finansieringskilder, driftsudgifter og mulige konsekvenser for medlemskontingentet.
Bilag 1 - Estimerede kontingentsstigninger
Der vil uanset hvad ske kontingentsstigninger, om vi bliver eller går. Hvis vi bliver skal der ske en del større investeringer i klubben. Hvis vi går til et nyt klubhus, vil der være øgede priser til at drive dette. Her er vores bedste estimater af hvad hver beslutning medfører i kontingentstigninger.
Blive på Fiskerivej 7 (stigning fra 2026):
2026: 0
2027: 100
2028: 200
2029: 300
2030: 400
2031: 500
2032: 600
2033: 700
2034: 750
2035: 800
Nyt hus (stigning fra 2026, med udgangspunkt i nyt hus 2031):
2026: 0
2027: 100
2028: 200
2029: 300
2030: 400
2031: 600
2032: 800
2033: 900
2034: 1000
2035: 1050
Bilag 2 - Vurdering fra Jurist ang. udsmidning og hævd
“Jeg har set på spørgsmålet om hævn. Fiskerivej 7 er registreret som bygning på fremmed grund. ASR er ejer jf. ejerfortegnelsen, men adkomsten er ikke tinglyst. Der er intet bygningsblad. Aarhus kommune har adkomst til ejendommen (grunden.). Det faktum, at I ikke har lejet lokaler af kommunen betyder, at forholdet ikke er omfattet af Erhvervslejeloven eller lejeloven, så hvis kommunen vil opsige Jer er det udfra uformelle formueretlige regler om brugsretsaftaler. I landsbrugslovgivningen er der bla en frist på 6 mdr. vedr. jord ,men I har krav på en rimelig frist ,så det er min vurdering ,at den min er 1 år. Opsigelsen skal være saglig begrundet i byudvikling eller andet til gavn for hele kommunen.
En hævd forudsætter et vist element af god tro, og det er svært at se bort fra henvendelser om indgåelse af lejeaftaler mv. Sagen minder måske lidt om Christiania, hvor Folchack uden held forsøgte sig med hævd. Når man dykker ned i det er det meget vanskeligt at vinde hævd, når der står en kommune på den anden side. Med andre ord anbefaler jeg at I spiller med på kommunens ønsker hvis I fornemmer, at det er noget de rigtig gerne vil have gennemført. Alternativet er en masse negativ energi og omkostninger til advokater”
Bilag 3 - Foreløbig investeringsplan hvis man bliver på Fiskerivej 7
Se udprintet version i klubben
Bilag 4 - Foreløbig investeringsplan ved nyt hus
Se udprintet version i klubben
Bilag 5 - Synergi med bro over banelegemet
Det planlagte brobyggeri over banelegemet skaber en særlig mulighed for at forny den store bådhal. Brobyggeriet forventes påbegyndt ultimo 2027, og et anker til broen skal placeres bag bådhallen. Ifølge havnen og kommunen kan der derfor være en synergieffekt mellem broprojektet og opførelsen af en ny bådhal. Det er muligt, at broprojektet kan finansiere nedrivningen af den eksisterende hal, mens klubben søger midler til projektering og nybyggeri. Dog vil en ny bådhal skulle have samme dimensioner og udseende som nu. En ny bådhal vil desuden kunne indrettes med hejsesystemer, selv om hallens placering og gulvniveau forventes at skulle svare til de nuværende forhold.
Havnen vurderer desuden, at der bør være gode muligheder for at opnå fondsstøtte til renovering eller udskiftning af bådhallen, fordi bygningen er gammel og bevaringsværdig (dvs. skal genopføres som den ser ud nu). Der kan søges støtte fra anlægspuljen med en ligelig fordeling af projekteringsudgifterne mellem puljen og klubben. Det efterfølgende byggeri vil kunne finansieres gennem en kombination af fondsmidler, egenfinansiering og eventuelt et kommunegaranteret lån. Klubben vil selv skulle varetage bygherrerollen, men processen vil på flere områder ligne den projekteringsproces, der allerede er gennemført sammen med ARA.