Søvejsregler

De internationale søvejsregler er de bestemmelser, der efter overenskomst mellem alle søfartsnationer er fastsat ved lov til forebyggelse af sammenstød mellem skibe.

Bemærk, at søvejsreglerne gælder for alle skibe (uanset størrelse og art). Så også roere er underlagt sølove og søvejsregler under udøvelsen af deres idræt. Og skal altså forstå/ vide, hvordan skibe manøvrerer overfor hinanden, ligesom de ikke må være til gene for den øvrige skibstrafik.

Overfladisk set er Søvejsreglerne reguleret af et sindrigt hierarki for, hvem der skal vige for hvem. I praksis ser verden til søs anderledes ud, for helt centralt er begrebet (og ”gummi-paragraffen”) om at udvise godt sømandsskab. I ord betyder det, at “den stærke viger for den svage”, og ”den stærke” betyder den med flest handlemuligheder! I praksis be-tyder det bl.a., at mindre, let manøvrerbare både skal vige for større, svært manøvrerbare skibe.

Yderligere er det en indarbejdet tradition, at ”lyst viger for brød”, altså at lystsejlere viger for erhvervssejlads – dette er reelt ikke en lovregel, men vil for robåde sædvanligvis være en selvfølge pga. af bestemmelsen om godt sømandsskab. Og i øvrigt er det ikke bare godt sømandsskab, men også klogt sømandsskab, for erhvervsfartøjer forventer, at vi viger!

Robåde er ikke direkte nævnt i De internationale Søvejsregler, men i den kommenterede danske udgave står der:

Fartøjer under roning er ikke direkte omtalt i vigereglerne. Grunden hertil er nok, at begrebet ”til-fældets særegne omstændigheder” (se regel 2) for ofte vil spille ind, hvor en robåd møder et andet fartøj. Vigereglernes hovedprincip er imidlertid, at den stærkere viger for den svagere. Anvendes dette princip på robåde, betyder det, at maskindrevne skibe og sejlskibe (herunder sejlbrætter) – i overensstemmelse med godt sømandsskab, jf. regel 2 – skal gå af vejen for fartøjer under roning.

Fartøjer under roning bør dog i egen interesse så vidt muligt holde sig uden for sejlruter og løb, hvor andre skibe sejler. I forholdet mellem to fartøjer under roning, vil det være naturligst at an-vende reglerne for maskindrevne skibe.
(Søfartsstyrelsen 7. udgave af De internationale Søvejsregler p. 29)

Der henvises i øvrigt til pjecen ”Lov og ret på vandet”, som på overskuelig vis giver en overordnet forståelse for de komplekse søvejsbestemmelser. Pjecen kan downloades på Søsportens sikkerhedsråds hjemmeside.

I vigeregler mellem robåd og robåd er det som sagt naturligst at anvende reglerne for ma-skindrevne fartøjer. Her gælder følgende:

  • Vig for al trafik fra styrbord.
  • Når to skibe stævner mod hinanden skal de begge vige til styrbord.

Helt generelt (og uanset skibstype):

  • Når et skib overhaler, er det det overhalende skib som viger = sejler uden om det skib, der bliver overhalet.
  • I smalle løb, sejlrender og havneindløb skal man altid færdes i styrbords side.

Af søvejsreglerne fremgår det, at såvel maskindrevne skibe som sejlskibe (herunder sejl-brætter) skal vige for robåde – ud fra vigereglernes hovedprincip, nemlig at den stærke part viger for den svagere part. I praksis skelnes dog her – igen – mellem store og små skibe. For såvel det store maskindrevne skib som for det store sejlskib gælder det, at de har sværere ved at manøvrere end robåden – derfor er det robåden som den ”stærke part”, dvs. den med flest handlemuligheder, der viger.

På trods af den klare regel om, at sejlskibe skal vige for robåde, sker det dog ofte ikke i praksis. Fejlagtigt tror mange (førere af sejlskibe), at alle andre både skal vige for sejl – derfor rådes til stor forsigtighed ved passage af sejlskibe. Vær også opmærksom

på, at sejlene formindsker udsynet for føreren af sejlskibet. Dette undtager principielt ikke sejl-skibets pligt til at holde behørigt udkig og vige for robåden, men måske er robåden slet ikke er set af den anden part? Husk altid på, at målet er at undgå sammenstød!

Når man viger for et fartøj skal man holde så godt klar af dette, at man ikke er til gene for dets manøvrer (”Klaret og passeret” er det maritime udtryk, når faren for sammenstød ikke længere er til stede).

Skibe i sigte af hinanden kan benytte forskellige lydsignaler for at forebygge tvivl og usikkerhed. Og af disse signaler er det vigtigt, at roerne er fuldt fortrolige med følgende 5 manøvre- og advarselssignaler (de 3 første er for maskindrevne skibe):

• kort tone. Jeg drejer til styrbord

• • korte toner. Jeg drejer til bagbord

• • • korte toner. Min maskine går bak

• • • • • (mindst) 5 korte toner. Advarselssignal (se så at fjerne dig)

— 1 lang tone. Opmærksomhedssignal

Ud over de nævnte signaler findes der en del andre, som ingen betydning har for roere, f.eks. signaler for lods eller bugserhjælp.

Da roere ikke har tilsvarende signalmuligheder, skal de manøvrere så tydeligt, at de viser deres hensigter (og at de har forstået eventuelle signaler).

Anløb/passage af havn:

Ved anløb af havn skal man sørge for, at blive set. Derfor styrer man ikke en kurs tæt op ad molerne, men sørger for, at tage så stort et sving, at man kan se ind i havnen, ses inde fra havnen og ro korrekt ind i sin styrbordsside.

indsejling havn

Læg endvidere mærke til evt. mastetoppe, der bevæger sig i havnen indikerer skibe på vej ud eller ind af havnen.

Juridisk ansvar: Styrmanden i en robåd må gøre sig klart, at han ikke blot har et moralsk ansvar, men også et juridisk, fuldkommen på linie med føreren af et hvilket som helst andet fartøj. Man har således eksempler på, at styrmanden – også i en robåd – ved dom er gjort ansvarlig efter sølovene.

Afmærkning

Nedenstående forklaringer af afmærkning henviser til Trygfondens Sejladsvejledning.

Farvandsafmærkning

Ved afmærkning i danske farvande anvendes sømærker, ved hvilke man forstår flydende eller på land fast stående mærker, der tjener til vejledning for skibsfarten.

Ved afmærkning af farvandene anvendes i reglen sideafmærkningssystemet, efter hvilket man skelner mellem et farvands styrbords og bagbords side, og efter hvilket man anvender sømærker af forskellig farve og med forskellige topbetegnelser på de to sider.

Et farvands styrbords side er den side, et skib har om styrbord, når det er for indgående.

Et farvands bagbords side er den side, et skib har om bagbord, når det er under indgående.

Sideafmærkning

Et såkaldt ”Lateralsystem”, hvor man har defineret en retning for indgående. Sømærkerne har form og farve i forhold til den i farvandet fastlagte ”retning for indgående”. I lukkede fjorde og indløb til havn eller red er et skib altid for indgående, når det kommer ude fra søen.

Styrbords side af farvandet afmærkes med grønne spidstønder eller stager, og når topbetegnelse anvendes, er denne en grøn kegle med spidsen opad. Lystønder viser grønt lys.

Bagbords side afmærkes med røde stumptønder eller stager, hvis topbetegnelse anven-des er denne en rød ”keglestub”. Lystønder viser rødt lys.

Midtfarvandsafmærkning

Midtfarvandsafmærkning er en afmærkning, som angiver enten midtlinien i en anbefalet rute eller anduvning af fjorde, løb og havnerender. Afmærkningen består af rød og hvid, lodretstribede sømærker med en rød kugle som topbetegnelse. Lystønder viser hvidt lys.

Isoleret fareafmærkning

Anvendes til afmærkning af sejladshindringer såsom vrag, sten el.lign. Afmærkningen består af sort og rød, vandretstribede sømærker med to sorte kugler som topbetegnelse. Lystønder viser hvidt lys.

Speciel afmærkning

Anvendes til afmærkning af f.eks. skydeområder, forbudsområder, redningsområder, lossepladser m.m. Afmærkningen består af gule sømærker med gult kryds som topbetegnelse (hvis anvendt). Lystønder viser gult lys.

Kompasafmærkning

Anvendes til afmærkning af grunde, rev eller andre hindringer og viser på hvilken side et mærke skal passeres. Afmærkningen består af sort og gul, vandretstribede sømærker med to sorte kegler som topbetegnelse. Lystønder viser hvidt lys.

Båker

Langt mest almindeligt er en tremmekonstruktion, hvor man opererer med en såkaldt for-båke og bagbåke, som tilsammen danner en ”båkelinje”, der holdes overet. Båkelinjerne bruges til sejlads, afmærkning af grænser for skydeområder, diverse søkabler o.l. Båkerne har forskellig form og farve alt efter type (se forsikringsselskabernes kort).

Havnefyr

Havnefyr er typisk molefyr placeret ved indsejling til havneområder. Grønt for styrbord og rødt for bagbord, når man ror ind i havnen.

Ledefyr

Ledefyr består af to bag hinanden stående fyr, der holdes overet og dermed angiver sejllinjen.

Vinkelfyr

Vinkelfyr viser vej gennem farvande. Sejladssektoren viser hvidt lys. For langt til styrbord vises ved grønt lys og for langt til styrbord vises ved rødt lys. For robåde og andre små fartøjer med ringe dybgang anbefales det at sejle i kanten af/ lige uden for sejlløbet, hvis det er nødvendigt at benytte et afmærket løb.

Dykker ude

Dykkerflag (signalflag A, hvidt splitflag med blå snipper) anvendes for at varsko om forsig-tig forbisejling.

Et uautoriseret rødt flag med hvid diagonal (amerikansk) opleves på små dykkerbøjer.