Koordinering af K1-underskrifter

Gik du i stå, inden du fik din K1-ret sidste sæsæon? Er du godt i gang, men mangler liiige den/de sidste? Eller er du klar til at starte med at samle underskrifter? Uanset hvad, så vil vi gerne gøre det lidt nemmere for dig. Notér i Doodlen, hvilke underskrifter, du mangler, og hold øje med, hvilke af dine rokammerater, der mangler de samme. Så ved du, hvem du skal ringe til, når I skal ud og øve tillægninger, have hårdsvejrsunderskrift eller på gennemsejling af farvand, så hele båden får den pågældende underskrift.

Vær opmærksom på at opdatere Doodle’n, når du har fået en underskrift!

Instruktører må også meget gerne orientere sig i Doodlen, hvis man f.eks. udbyder en hårdtvejstur.

http://doodle.com/poll/rgc8enkxngtab5gr

Husk i øvrigt, at vi holder K1-dag d. 4. juni. Programmet afhænger af vind og vejr samt de tilstedeværende instruktører, men der er rimelig sandsynlighed for, at der bliver udbudt teorikursus, hvor man kan få alle 4 teoriunderskrifter på en eftermiddag!

/Instruktionschefen

 

Åbent Hus

Inden længe starter sæsonen op igen. Vi holder åbent hus for nye medlemmer d. 2. og 3. april 2016 fra 9-14 begge dage. Hvis du kunne tænke dig at vide mere om arrangementet, klubben eller rosport generelt kan du læse mere her eller send en mail til rekruttering@asr.dk hvis du har spørgsmål.

Vi glæder os til at se dig!

Standerhejsning og dåb

Den 2. april kl. 14 mødes vi alle i klubben til standerhejsning og dåb af ny 4er. Klubben vil efterfølgende være vært for en vand/øl samt jage folk på vandet til den første tur. Vi håber på sol, 15 grader og 1 m/s fra vest.

Sheltertur til Hølken Strand

En ny ro-sæson nærmer sig med hastige skridt og det gælder om at være forberedt! Vi inviterer derfor på en sheltertur til Hølken strand ved Odder d. 12-13 marts, hvor du kan få luftet soveposen og få testet dine vildmarks færdigheder. Der vil være bål, hygge og godt selskab –  hvad mere kan man forlange? Tilmeld dig på doodlen og skriv gerne på om du kan bidrage med bil til transport.

http://doodle.com/poll/45amzqs3yyr4zzew

Håber vi ses

Vildmarks-hilsner

Charlotte og Marie

Vi afprøver i år (2016) en ny instruktionsform i ASR

Til instruktører og andre med interesse for instruktionen i ASR

Vi vil i år prøve med en ny model for instruktionen hvor kaniner ikke fordeles til instruktørerne, men i stedet skal møde op på fastlagte instruktionstidpunkter ala fællesroning.
Der vil være tre instruktionstidspunkter om ugen:
Tirsdag kl 16:45
Torsdag kl 16:45
Søndag kl 11:30
Der vil i forvejen være lavet en plan for hvilke instruktører der skal være til stede på de givne tidspunkter, men ingen tilmelding være krævet af kaninerne. De skal blot møde op de dage de kan.
Der vil givetvis være både instruktører og kaniner som har jobs eller andet som forhindrer dem i at deltage på disse tidspunkter. For disse vil der blive forsøgt at lave en ordning som på gammel vis tildeler kaniner til instruktører. Det forventes dog at være nogle få undtagelser.
Et nyt krav uanset instruktionsformen er at en kanin er blevet instrueret af mindst to forskellige instruktører efter 6. instruktionsgang.
Ordningen forventes at løbe i april, maj og juni, dog forventes det at der kun vil være få tilbage at instruere i juni.

Der er en række forhold og initiativer som skal være med til at få ordningen til at fungere.

Instruktionsrovagt
Til hver instruktionsgang er der en af instruktørerne, som efter aftale har instruktionsrovagt.
Denne sørger ved instruktionens start for at fordele kaniner og instruktører i både, så kaninerne så vidt muligt sammensættes med andre på samme niveau.

Checkliste
For at sikre en vis konsistens og progression i instruktionen, når kaninerne på denne måde kommer ud med mange forskellige instruktører, indføres en checkliste.
Dette er et lamineret ark for hver kanin som opbevares i en kassette i klubben og som kaninen medbringer i båden under instruktionen.
På dette er angivet en række af de vigtigste elementer af instruktionen, hvor instruktørerne kan få overblik over kaninernes historik og under eller efter instruktionen let kan angive hvad der er gennemgået på den pågældende instruktion. Det vil også være muligt at angive et fokusområde for kaninen til den næste instruktør.
Checklisten erstatter IKKE stamkortet. Instruktører som instruerer under “den gamle ordning” opfordres til også at anvende checklisten for sine kaniner.

Placering før fællesroning
Tirsdag og søndag er instruktionen med vil placeret før fællesroningen. Dels for at vænne kaninerne til at der er fællesroning disse dage og dels for at skabe aktiviteter hvor kaniner også har en mulighed for at møde “gamle” roere. Det har også den fordel at hvis der dukker færre kaniner op en forventet, så kan de til oversblevne instruktører blive hængende og deltage i fællesroningen i stedet for at instruere.
Det forventes at fællesroningen tirsdag udskydes til kl 17.15 for at give tid til at kaninerne kan komme på vandet inden fællesroningen starter.

Perspektiv for instruktører – dette skal instruktører:
Afgive tilsagn om hvilke dage i den efterfølgende måned man kan hjælpe med instruktion. Der kommer en mail om dette ca midt i marts, april og maj. Man kan også angive hvor mange gange man vil hjælpe den givne måned
Møde op og instruere på de dage man tildeles en instruktionstjans
Hvis det er mulig møde op på instruktions aftenen
Perspektiv for kaniner – dette skal kaniner:
Møde op på så mange af de instruktionstidspunkter som de har mulighed for indtil de kan frigives

Umiddelbare mål med den nye ordning:
Mindre planlægning og koordinering for instruktører
Bred påvirkning af kaniner gennem møde med flere instruktører
Mulighed for kaniner til at møde flere kaniner gennem instruktion forløbet

Håb om øvrige positive sideeffekter:
Mulighed for at trække lidt på instruktører som ikke vil lægge en “hel” instruktionsindsats
Tilvænning af kaniner til fællesroning allerede gennem instruktionsforløbet
At vi på denne måde bruger vores instruktionsenergi på de kaniner som brænder mest for at komme til at ro

Med venlig hilsen Instruktionsudvalget

Poolparty

Det er nu 2 år siden, der sidst var poolparty i ASR. Derfor tænker vi, at det nu er tid til endnu en gang i poolen. Til de der ikke har hørt om det før, så er det en festaften, hvor vi varmer poolen op og lader øllet flyde i stridestrømme. Der er frit slag i baren for 200 kr, og i aftenens anledning er der også ciders! Festen begynder kl. 19 d. 20 februar.
For at vi kan få festen til at lykkes, skal vi bruge din hjælp! Der er en tilmeldningsseddel i klubben, hvor det er muligt at vælge opgave. Nogen af opgaverne skal udføres FØR festen,
Vi er godt klar over vi er sent ude, men vi håber vi sammen kan få en kanon fest.
Mvh
VFF

Fastelavnsfest aflyst

Fastelavnsfesten, der skulle have fundet sted 6. februar, er aflyst.
Til gengæld arbejder vi på et andet arrangement senere i februar 🙂 Mere info følger…

/VFF

Valentinesroning 🙂

Det kan godt være det er koldt, mørkt og blæsende, meeeen nogle gange er der også fladt vand og skønt på bugten om vinteren. Vi satser på at søndag den 14/2 er én af de gode dage og inviterer derfor på fællesroning kl 13.00 🙂 Hvis nu vejret ikke er med os, så udnytter vi dagens pladderromantiske omdømme og smider en hjerteknuser af en film på storskærmen inde i klubstuen og supplerer med varm kakao og kyskager 😉

Tilmelding på doodle  – antallet af både afhænger af tilmeldte L-styrmænd

http://doodle.com/poll/x5mzft84bu4nsxwk

 

Vi ses

Kærlig hilsen

Marie og Charlotte