Bjerrums tale ved stiftelsen

Tale ved Aarhus Studenter Roklubs Stiftende Generalforsamling torsdag den 3. Dec 1942, kl 20.00 i Fysisk Auditorium, Aarhus Universitet.

For en 15-20 aar siden holdt professor Heiberg en tale for Brandes, hvori han talte om den om sig gribende Sportsidioti. Denne attiske Kunsts Dyrker par excellence var en fanatisk Modstander af Idræt, og oversaa ganske, at det netop er Idrætten, som den græske Kunst skylder sin store Inspiration – Idrætten, der har givet Modeller til nogle af Verdens skønneste Skulpturer. – En Mand som Aakjær mente, at Fodboldspillet snart vilde føre til, at den fodboldspillende kun blev et Par kæmpestore Fødder. Han forstod ikke Hjernens Funktion for Idrætten, og kun lidet anede han, at der kun faa Aartier senere udenfor hver Landsby vilde findes Fodboldmaal, hvor hans Hyrdedrenge hentede Helse og godt Humør gennem Idrætten

I Dag undervurderer ingen Idrættens Betydning. Udviklingen har baaret sporten frem til en betydende Faktor indenfor Kampen for Sundheden. Ingen kan sige sig fri for at have Brug for Idrætten – det være sig Arbejder eller Bonde, Forretningsmand eller Fabrikant, Videnskabsmand eller Student. Jeg vil være tilbøjelig til at paastaa, at Studenten maaske mindst af dem alle. Generalmajor Castenskjold udtalte engang, at han var saa overbevist om Idrættens Nødvendighed for den studerende Ungdom, at hvis det stod til ham, skulde ingen kunne faa sin Embedseksamen, uden at han mødte ved Eksamensbordet med Idrætsmærket i Sølv eller Guld, alt efter Studiets Længde, paa sit Kjoleopslag.

Rosporten er kommet til Danmark fra England, og da den derovre i første Række dyrkedes som en Studenter-Idræt, er der intet mærkeligt i, at Studenter herhjemme ogsaa hurtigt kom med i denne Idrætsgren. Saa forfærdelig længe er det dog ikke siden. Vi skal ikke engang tilbage til Midten af forrige Aarhundrede for at finde de første danske Roklubber, og Studenterroforreningen blev stiftet for 75 Aar siden som den tredie danske Roklub. Den staar i Dag som en af Nordeuropas største Roklubber, og har i Øjeblikket 1200 aktive Medlemmer. Er der ikke noget, der tyder paa, at her er den rigtige Sport for Studenter?

Et naturligt Spørgsmaal til mig i Aften vilde være: Hvad er Studenterroning, er det andet end den samme trivielle Plasken med Aarerne som i enhver anden Roklub. Lad mig sige det straks, at efter vor overbevisning er det noget andet, Den intellektuelle Udvikling, erhvervet gennem Studieaarenes aandelige Træning giver Studenterne et Plus fremfor andre Idrætsmænd, give dem Evnen til at se, hvad der i al den Herlighed af Friluftsliv, Livsglæde, Forfriskelse og Kammeratskab, Fester, Stævner, Kampe med sig selv og andre, Kampe med nederlag og Sejre, se hvad der i alt det uvæsentligt eller mindre væsentligt og havd der er det væsentlige. En fælles Aand, betinget af saa mange Fællesinteresser, besjæler Studenterrosporten, giver den sit Niveau. I og for sig, ganske naturligt, lige Børn leger bedst. Og netop Leg er det jo Idrætten giver os ind mellem Alvoren.

For en Roer kan Rosporten vist passende inddeles i Motionsroning, Langtursroning og Kaproning – jeg skal give hvert af disse Omraader en kort Omtale.

Har De en Aften staaet ved Aarhus Roklubs Baadehus og set Baadene gaa ud og komme hjem – har De saa ikke fornemmet, at det, der prægede disse Mennesker var Glæde, en Glæde, der maaske syntes saa opstemt, at den ikke var Langt fra at irritere Dem. Denne Glæde er naturlig nok, det er Glæden over at føle sig rask, føle Beherskelsen af Legemet, føle at være et naturligt Menneske.

Denne Følelse giver Motionsroningen. Det at melde sig i en Roklub er jo ikke, saadan som mange tror det, ensbetydende med, at man skal være Kaproer. I Motionsroning, den daglige eller periodiske Roning, hvor alle kan være med og høste Sundhed og Glæde, oplever de fleste Studenterroere Ro-Eventyret. Den Følelse af Resignation og Beklemthed, som griber En, der første Gang sætter sig til Aaren, og af den maaske alt andet en blødsødne Styrmand føres ind i en ny Verdens lidt brutale Udtryksformer og nye, uvante Stillinger, der kun saa daarligt passer til den Kaminstol, han nylig forlod, den viger for Selvtilliden, som følger med Tilpasning og Optræning af Legemet, parret med den psykiske Udvikling, som en opøvelse i lynsnar Opfattelse og hurtig Udløsning giver. Den giver Blik for Sammenhold og Samarbejde, og den skænker os de første Strejf af Følelsen af Samhørighed med Naturen., som jeg vil paastaa ikke finde stilsvarende indenfor nogensomhelst anden Sportsgren. Alt det, der tynger, lader man blive tilbage paa Pontonen, naar man støder fra – man sanser kun den blaa Himmel over sig, og det skvulpende Vand omkring sig. Alt det derinde paa Kysten er kun Baggrund. Vi oplever Livet set fra en ny Synsvinkel, den, der ikke har oplevet det, forstaar det ikke.

For et stort Antal Roere er den almindelige Motionsroning tilstrækkelig. Men en del gaar videre, ind i de egentlige Konkurrencer, som i stærk potenseret Form viser, hvilke psykiske Krav Idrætten kan stille sine Udøvere – vise, hvad Opøvelse, Tilpasning og Træning kan præstere.

Danske Studenters Roklubs tidligere Formand, Professor Knud Secher, har givet den bedste Skildring, jeg har kunnet finde, af Kaproning – en Skildring af de tanker, en Kaproer gør sig foran start:

Han sidder og venter paa Starterens Signal til at begynde Kampen over de saa lange 2000 Meter. Men før han er naaet saa langt er der gaaet en Lang Træningsperiode, hvor den enkeltes Vilje er bøjet ind under Trænerens Ønske, hvor han frivilligt har underkastet sig en stærk Disciplin med Opgiven af en Række af dette Livs almindelige Nydelser. Han har tilpasset sin Teknik, tvunget sit Legeme til at arbejde sammen med Kammeraterne som en samlet, levende Organisme, hvor hvert enkelt Organ følger de andre med minutiøs Nøjagtighed. Han har opøvet sin Vilje til at holde ud, naar Kræfterne var ved at svigte, stadig som et lydigt Led i det hele.

Og nu sidder han i Baaden; gennem hans Hjerne gaar der en Række Følelser: Ømsket om at yde sit yderste til Gavn for Helheden, til Ære for sin Klub. Der passerer maaske gennem hans Hjerne Revanchelysten efter tidligere Nederlag eller Ønsket om dennegang at hævde sig og sit Hold som det ypperste.

Saa begynder Kampen, hvor Viljesanspændelsen naar sit Maksimum, hvor den store Beherskelse kræves for at styre Organismen til blind Lydighed. Det gælder ikke mindst, naar Konkurrenten maaske fører Løbet, hvor sejren i sidste Instans er afhængig af Evnen til at koncentrere sin Vilje til Opnaaelse af det bedste.

Kampen føres paa basis af et intenst Hjernearbejde. Der lægges en Plan, man søger at indstille sig efter Modstanderens Psyke, ganske som det sker i det almindelige Liv, hvor Kampen føres om andre Værdier. Overalt gælder det at vinde frem, og det endelige Resultat naas gennem Koncentration af Viljen…

Enhver, der har deltaget i Konkurrence af en eller anden Art ved, hvad jeg taler om. Enhver, der har følt den kildrende Fornemmelse langs Rygradden lige før… Og de, der har været med vil ikke for alt undvære Minderne om Kampe og Nederlag, om Spænding og Sejre –

Saa er der Langtursroningen. Jeg kan heller ikke her give Dem bedre Indtryk end ved at citere Brudstykker af Beretninger, som begejstrede Studenter gennem Aarene har skrevet – i henrykt Tilbedelse af den Natur, som de for en Stund var kommet saa intimt i Kontakt med. Dette har en ung stud.jur skrevet efter en tur paa Limfjorden – den Limfjord, saa lyder saa prosaisk og virker saa provensielt indelukket paa os:

Paa Tilværelsens gaadefulde Skiften staar Limfjorden som et rammende symbol. Den begyndte lidt trangt, dog stor nok til os. Den vider sig ud, med skønne Smaaøer til at dase paa, og den fortsætter stadig gentager sig ikke, bliver skønnere og skønnere, expanserer sig pludselig til uanede Dimensioner og er som Livet selv, lunefuld, men dog let omgængelig ved tilstrækkelig Hensyntagen og Taalmodighed. Naar man har rundet den sidste, største og skønneste Ø, og har repeteret det hele igen, nu set med andre Øjne, naar man sit Udgangspunkt, og er som et Barn igen, sund, balstyrisk og fuld af Halløj.

Og hør saa, hvad en af vores kendte Skuespillere Henrik Benzon skildrer – denne langtursroer over en Hals, en glimrende kammerat, lige god ved Pejsen, klipmrende paa en Guitar og ved Stegepanden, naar han lavede Biksemad af 3-dage gamle Smørrebrødspakker. Her giver han et Indtryk af en rotur udenskærs, i de tider, hvor Sverige og Norge var de eftertragtede Maal for danske Studenterroere, der svigtede Jernbaner og Biler for at opleve Naturen paa et Rullesæde ved en monotmt dunkende Aares dumlemde Akkompagnement:

Her fandt vi den store Natur! Horizont, det friske Vejr, der bar os afsted paa skummende Havbølger, der hidsede os, trænede som vi var blevet, til at lægge uanede Kræfter i hvert Aaretag. Ingen kan beskrive denne besættelse, denne usigelige lykkefølelse, i rytmisk Parring med selve Naturen, at udfolde alle sine Kræfter til det yderste – længere endnu – i uendelig Vilje og befriende Energi, Natur i Naturen. Nøgne som fra Moders Liv arbejde vi os frem i Naturens Mægtigste Element, kun adskilt ved de tynde Bord. Vi er Sendebud mellem Himmel og Hav, op og ned, op og ned.

Otto Bjerrum

Efter Afslutningen paa en saadan solmættet Dag, den opfattes af Henrik Benzon saaledes: Disse uforglemmelige Aftener efter en solhed Dag. Baaden halet paa Land, Teltene rejst, færdig med alt Madsludder. Frem med Piber og Tobak. Baalet flammer ude paa Klippeoden. Det blusser i de kobberrøde Ansigter og Næver, og i det stille Vand, der samtidig spejler Brandskæret af den nedadgaaende Sol og Fuldmaanens dryppende Sølv. Og saa – saa lyder ud i den svenske Nat de reneste skælvende danske toner – Jeppe Aakjærske Ord bringer Hilsen fra de bølgende danske Rugmarker. Det gaar som Kærtegn hen over Sveas dybsorte Graner. Det er Overlægen, der synger til sin Guitar. Snart blander Harmonikaens sørgmuntre Toner sig med Guitarens Akkorder, Banjoen følger med og intet Orkester i Verden har nogensinde staaet i en saadan kontakt og Harmoni med Omgivelserne som vort. Vi kan høre de store Skove lytte. Nu spiller vi for Naturen. Den har givet os saa meget hele Dagen, ufattelig skønne Timer. Den flerstemmige Sang dør hen og vi staar alle stille, betagne. Ingen siger noget. Men med en dyb Lykkefølelse over at være til – og være til paa saadan en Langtur – kravler vi solhede i Soveposerne.

Har de følt et Pust af Stemningen? – Jeg maa i Opdelingen af de forskellige Former for Roning have endnu en specifik studentikos Rofacon med. Det er Sandkasseroningen. Udtrykket stammer fra, at der til udfoldelse af Studenterroernes medfødte Hviletilbøjeligheder er indrettet en regulær Sandkasse, en Stump kunstigt Strandbred, hvor Studenter læser, spiser, solbader, driver, sludrer, diskuteref og sover. Og selve Badehuset rummer en Terasse, hvor lignende Liv udfolder sig. Studenter kommer og gaar Dagen lang – for at tilbringe Dagens Arbejdstimer der, eller for at tage et Frikvarter i Sol og Luft.

Det er Sommerens Klubliv. Intet Kammeratskab slaar saa dybe Rødder, som det, der grundlægges til Aarens Slag mod Aaregaflen. Det at opleve sammen, atge en Tørn sammen, hvor det kommer an paa hver Mands Indsats, det afslører den daarlige kammerat og fremhæver den gode. Det giver Grundlaget for det særlige Kammeratskab, som maa leve ogsaa om Vinteren, naar standeren er strøget og Baadene i Hi. Foruden den rent selskabelige Side af Sagen, som ogsaa faar, hvad der tilkommer den, er der oprettet Skisektioner, Gymnastikhold og Haandboldhold.

Otto Bjerrum

Læs også artiklen: Sådan begyndte det! af Otto Bjerrum