Red dine rosko fra containeren!

I forbindelse med dagens husklargøring har vi ryddet godt og grundigt op i omklædningsrummene. I samme omgang har vi samlet en masse ting sammen, som står til at ryge i containeren, hvis ikke der melder sig en ejermand. I drengenes omklædning står der to kasser med rosko og i pigernes en kasse. Ligeledes står der en kurv med diverse ting foran pulten i den lille bådhal. Hvis du ønsker at redde dine rosko og lignende skal det fiskes op af kasserne inden den 20. april 2018, hvorefter resten ryger i containeren.

Man kan evt. kigge ned til standerhejsning lørdag den 24. marts kl. 15.00 og i samme omgang redde sine ting op af kasserne 🙂

Hjælp til rengøring i klubben

Vi skal have fundet en (eller flere) til at gøre rent i klubben mod betaling. I rosæsonen vil det være én gang hver anden uge og i vinterperioden er det én gang i måneden. Det tager et par timer per gang og man styre selv, hvornår i løbet af ugen, man vil gøre rent. Har du lyst til at tage en lille tjans og tjene lidt ekstra eller kender du en, der kunne være interesseret kan du/I kontakte mig på husforvalter@asr.dk

Husklargøring d. 18. marts 2018 kl. 10.00

Kan I mærke det? Dagene er blevet længere, fuglene kvidrer og lige om lidt starter rosæsonen 2018. Men det største tegn på, at rosæsonen starter lige om lidt er HUSKLARGØRING! Kom ned i klubben SØNDAG DEN 18. MARTS KL. 10.00 og gi’ en hånd med at gøre vores alle sammens klubhus klar til en ny sæson, som allerede weekenden efter byder på åbent hus, standerhejsning og sæsonens første fest.
Der bliver selvfølgelig arrangeret lidt lækker frokost undervejs og der vil være rig mulighed for at planlægge sæsonens første rotur med din bedste romakker, samt diskutere kommende langture ;

Tilmelding via doodle

Nyt bord i klubben

Så er klubbens nye bord slebet og kommet på plads. Det mangler stadig en god omgang lak og må derfor IKKE BRUGES foreløbig. Imens det får lak er der varme på i klubben, så I må IKKE SLUKKE varmepumpen.