|
AARHUS STUDENTER ROKLUBS SJETTE
SÆSON Optakten
til sæsonen var ikke lovende. Medlemmerne fik på generalforsamlingen i februar
at vide, at de i 1947 havde vist alt for ringe interesse for klubbens ve og vel
– specielt for materiellets skånsomme behandling og kontingentbetalingen, og at
bestyrelsen derfor så sig nødsaget til at forslå en kontingentforhøjelse,
samtidig med at medlemstallet måtte forøges kraftigt – to foranstaltninger,
hvis uforenelighed naturligvis straks blev påvist af de tilstedeværende
økonomer. Forslaget
gav anledning til et par af de livligste og bedst besøgte generalforsamlinger i
klubbens historie, på hvilke alle klubbens forhold blev grundigt drøftet – ikke
mindst formålstjenligheden af at gå i gang med kaproningen. Resultatet af disse
generalforsamlinger blev dels, at kontingentforhøjelsen vedtoges, dels at der
skabtes interesse for klubben både hos medlemmerne og hos folk, som ikke hidtil
havde bemærket dens eksistens, hvilket prægede hele sæsonen lige fra
oppudsningen af bådehuset, som denne gang blev foretaget af medlemmerne, og til
standerstrygningen, der samlede fem gange så mange deltagere som sidste år,
hvor der kun var to. På trods
af alle onde spådomme lykkedes det også at forøge medlemstallet med ikke mindre
end 50 pct., og når kilometertallet, som det fremgår af det efterfølgende
diagram, ikke er steget helt i samme forhold, skyldes det, at vejret ikke
fulgte med i den almindelige fremgang – tværtimod. Til
standerhejsningen havde vi dog så godt et vejr, som man overhovedet kunne ønske
sig, og et usædvanlig stort antal medlemmer havde da også fundet ned til
højtideligheden, som i år var kombineret med dåben af en ny sculler. Den blev
døbt ”Med” af overkirug, dr. med. Fabricius-Møller,
som i dåbstalen afslørede, at han er gammel
danmarksmester i roning og en erfaren langtursroer, i hvilken sidste egenskab
han gav os mange værdifulde råd for sæsonens ture.
Bådenes benyttelse: Vi havde
længe været klar over, at sammensætningen af vor bådebestand
ikke var ideel, idet toerne og scullerne var overbelastede, medens firerne lå
delvis ubenyttede. I år lykkedes det imidlertid at få to firere skiftet ud med to
toere, og selvom antallet af pladser i bådene herved formindskedes, viser
tallene nedenfor, at dispositionen har været på sin plads.
Weekendhuset
ved Kaløvig: Vi havde
knyttet store forhåbninger til dette hus, der ligger i passende afstand til en
god rotur og i dejlige omgivelser. Vi var nærmest
bange for, at vi skulle friste vore medlemmer over evne til at forsømme
studierne. De må imidlertid være mere karakterfaste, end man kunne vente, thi
besøget har været langt fra svaret til forventningerne, og skønt vi har forsøgt
at hjælpe på økonomien ved at udleje huset til byens andre roklubber, er vi nu
nødsaget til at tage under overvejelse at skille os af med det igen, selvom det
bliver til stor sorg for de medlemmer , der har været deroppe. Kaproningen: Beretningen
for 1947 afsluttedes med de bedste forhåbninger for kaproningen i år.
Resultaterne blev imidlertid mere end beskedne, og årsagerne hertil er ikke
vanskelige at finde. På grund af vor usikre økonomi ved sæsonens begyndelse så
vi os ikke den gang i stand til at anskaffe den savnede outrigger, således at
vores folk måtte træne i lånte både. Og som enhver lille klub havde vi desuden
vanskeligt ved at finde en mand, som uden betaling kunne ofre al den tid, som
kræves for at træne et kaproningshold op næsten fra grund. Af disse
grunde lykkedes det ikke at stille et hold til universitetsmatchen, men efter
at vi nu har kunnet bestille en firer, mener vi med større ret end sidste år at
turde håbe på, at det skal lykkes til næste år. Det hold,
som havde trænet med universitetsmatchen for øje, deltog derimod i oktober i en
kaproning i Åbo arrangeret af ”I K Academia”. Vi håber,
at deltagelsen her har været den første begyndelse til de årligt
tilbagevendende kaproninger med universiteterne i vore nordiske venskabsbyer:
Åbo, Bergen og Göteborg, som vi stadig har planer om at sætte i gang. Denne side er sidst opdateret 13. oktober 2001 af holdet bag asr.dk |